Strøby Strand Broen – årets gang for en badebro
Badebroer bør tages ind om vinteren
Vi anbefaler, at badebroen tages ind om vinteren. Ingen badebro kan modstå naturens kræfter, når vejrguderne virkelig slår til. Vi har set solide badebroer blive flået i stykker på få timer selv i tidlige efterårsstorme i august, og badebroer, der er revet løs fra stranden, og trukket med ud på havet af isen i en hård vinter. Når vejret begynder at vise sig fra den barske side, er det oftest for sent at gøre noget – vandet er for koldt og risikoen for stor for mandskabet, hvis der skal bjerges bro i utide.
Vinterbadning
Vi hører af og til fra vinterbadere, at en badebro ikke kan undværes om vinteren. Det prøver vi at løse ved enten at foreslå en konstruktion, hvor de inderste brofag bliver stående som en kort bro i vintermånederne med en forkortet trappe til vinterbadning. Vi kan også tilbyde at levere særlige broløsninger, der kan skubbes ud og ind. Det afhænger helt af forholdene på stedet. Men der vil altid være risiko for ødelæggelser, når vejret slår over i storm eller havet fryser til.
Udsætning og indtagning af badebro
I mange grundejerforeninger – og familier – er arbejdet med badebroen forår og efterår en vigtig social aktivitet. Grundejerforeningens medlemmer eller familien mødes på strandgrunden, sætter bro ud, rydder op efter vinteren, fjerner ilanddrevet gods og kontrollerer redningsmateriel. Der afsluttes med en frokost eller grillpølser og en god snak. Både børn og voksne kan deltage, og det giver et fælles ansvar, at have været med til at at gøre stranden sommer- og vinterklar.
Ved efterårsindtagningen kontrolleres badebroen for skader og renses for ruer, tang og andre vækster, så den er klar til udsætning næste forår.
Arbejdet med udsætning og indtagning af Strøby Strand Broen er ikke forbeholdt kraftkarle og specialister. Brodelene i aluminium er lette og kan håndteres af de fleste. Alle dele samles og adskilles uden særligt værktøj med simple splitbolte.
Vær opmærksom på legende børn i arbejdsområdet under udsætning og indtagning. Mindre børn skal ikke gå under badebroen, mens de voksne bærer grej ud eller ind.
Det praktiske arbejde
Vi anbefaler et hold på fire personer til arbejdet med broen. Der kan sagtens være flere. To personer skal i vandet. De bør være iført waders (eller våd- eller tørdragt), redningsvest og sikkerhedshjelm. Alle bør benytte arbejdshandsker. Det er godt at have en kraftig hammer og et koben til hjælp. Et broben kan stå lidt skævt på en sten, og så skal en vange eller en bolt måske hjælpes på plads med hammer eller koben. Tommestok og vaterpas er også nyttige. Havbunden ændrer sig, så skal højden på et eller flere ben justeres, og hvis broen skal være helt lige og vandret, så er et par måleredskaber en hjælp. Nogle medbringer også et kompas for at holde retningen, når broen sættes ud.
Når broen tages ind, kan en gulvskrubbe, en stiv børste og en skraber være en hjælp til at rense for ruer, tang og vækster.
Opbevaring af badebro
Både brodele af metal og træ kan sagtens opbevares udendørs om vinteren. Brodækkene af træ stables med det nederste brodæk på nogle stykker træ (strøer), så de ikke hviler på jorden. Sørg for godt gennemtræk i stablen, så brodækkene ikke står og suger fugt. Brobenene stables ligeledes med nogle strøer som underlag. Vanger og balustre kan stikkes ind mellem brodækkene. Brodæk og broben bør stables i den rækkefølge, de tages ind, så ligger det hele klar i samme orden, når broen skal sættes ud til foråret. Splitbolte, tovværk til gelænder og andre smådele kan ryge i en spand, som formanden eller en anden ansvarlig opbevarer og husker at tage med til forårets broudsætning. Broben og brodæk kan eventuelt fastlåses med kæder og hængelåse.
Vedligehold
Hold øje med badebroen, når den benyttes sommeren igennem. Der kan være et bræt, der bliver løst. Det skal skrues fast inden nogen falder. Hvis gelænderet består af tovværk, bør det strammes op nogle gange i løbet af året. Hvis tovværket hænger i løse buer, og et barn støtter sig op af tovværket et sted, og en voksen læner sig voldsomt mod mod tovværket et andet sted, så er der risiko for at barnet ryger i vandet.
Mange døjer med mågeklatter på brodækket, og der benyttes et utal af midler til at skræmme måger væk. Erfaringen er, at der løbende skal tages nye skræmmemidler i brug. Mågerne vænner sig hurtigt til et skræmmemiddel, og så er det tid for at skifte.
I saltvand klarer brodækkets træværk sig udmærket. Salt i vand og luft forhindrer algevækst, og hvis brodækket holdes ordentligt ventileret om vinteren, klarer det sig fint i mange år. Hvis der er algedannelse, som skal fjernes, så læs her om Bolius råd til kemifri fjernelse af alger på træværk. Beskadiges et eller flere brædder, så er det blot at skrue nye på. Benyt rustfri skruer.
Eventuelle reparationer på broens metaldele skal udføres af personer med erfaring i svejsning og anden bearbejdning af aluminium.
Badebro – ikke bådebro
Ingen badebroer – heller ikke Strøby Strand Broen – er konstrueret til fortøjning af både. En fortøjet båd, der påvirkes af vind, bølger og strøm kan udøve et voldsomt træk på en badebro, der kan vælte ved denne påvirkning. Hvis det er nødvendigt kortvarigt at fortøje en båd, så bør det ske ved, at der fra bådens ene ende lægges et anker ud i den retning, vind eller strøm kommer fra, så båden trækker på ankeret. Når ankeret er på plads, kan bådens anden ende fastgøres til badebroen, så man man kan komme til og fra båden. Båden skal være under opsyn hele tiden. Vind og strøm ændrer sig lynhurtigt.
